Sigri M. Gaïni, Ph.d. i politisk filosofi og underviser på universitetet på Færøerne
(Greinin er skrivað til Jyllands-Posten og tí skrivað á donskum)
Man kan ikke spole tiden tilbage, og der findes et point of no return i det virkelige liv lige så vel som på film. Desværre.
Uanset hvor pessimistisk og misantropisk dette måtte lyde, så er det ingen overdrivelse at hævde, at Europa har nået et nyt lavpunkt i et skifte, der aldrig kan rulles tilbage eller laves om.
Europa har tydeligt afdækket, at dets sidste rest af integritet og menneskelighed er væk, og at det, der står tilbage, er kalkuleret kynisme pakket ind som diplomati.
Sandheden er, at alt, der beskriver “Europa”, som vi har kendt det siden Anden Verdenskrig, stort set er blevet til tomme begreber, som vores politikere stadig bruger til at beskrive sig selv – men som i grunden blot spejler en desillusion, et forvrænget selvbillede.
Lidt ligesom et aldrende ansigt, der med sminke, giftindsprøjtninger og muskellammelser forsøger at se ungt ud, så er det for alles øjne tydeligt at se, at det europæiske selvbillede er uægte, og at det afslører en falsk og stivnet facade, der ikke kan skjule sandheden: Europa bygger ikke på humanistiske værdier længere.
Det er efterhånden lang tid siden, at nogle af verdens ledende eksperter, der forsker i folkedrab, kunne bekræfte, at det, der foregår i Palæstina, var og er et folkedrab.
Det kom ikke som en overraskelse, da vi alle sammen har kunnet følge med i, hvad der er foregået gennem internettet.
Det, at denne tydelige bekræftelse fra ledende eksperter ikke fik Europa til at handle, var nok den bratteste opvågning til, at “Europa” ikke længere findes.
Der var allerede bygget mange måneders frustrationer op blandt den europæiske befolkning inden dette, for vi vidste, at titusinder af civile palæstinensere var blevet myrdet, hospitaler blevet tilintetgjort, og nødhjælpere og journalister specifikt blevet udpeget til at blive elimineret.
Men som så ofte, når man tror, at en situation ikke kan blive værre, så viser det sig, at man tog fejl. I de seneste uger er vi blevet vidner til, at stærkt underernærede og sultende palæstinensere, der er stuvet sammen, og som har stået og ventet på at få en smule nødhjælpsrationer, er blevet vilkårligt skuddræbt af den israelske hær.
”Hvorfor?” er der muligvis stadig nogle, der spørger. Men der findes intet svar. Der findes intet svar, der kan henvise til Israels ønske om retfærdighed eller sikkerhed eller forsvar.
Der findes i grunden kun et begreb, der dækker disse handlinger, og det er begrebet ”ondskab”. Et ord, der klinger hult i vores ører, fordi det ikke passer ind i vores billede af en såkaldt civiliseret, global verden, hvor den vestlige del repræsenterer humanismen, der ikke accepterer krigsforbrydelser og folkemord.
Ondskabhører til en præmoderne tid, tænker vi, i en tid, før vi udviklede (psykologiske) teorier, der kan forklare, hvorfor morderiske handlinger bliver udført, og krige udspiller sig. Men det er klart, at når man forkaster humanismen, så forkaster man alt det, man har vænnet sig til at tage for givet, og som man glemmer hænger uløseligt sammen med de humanistiske værdier.
Og fluks ryger man tilbage til en præhumanistisk tid – omend i en ny “teknologisk” udgave – og her findes den bortglemte, rene ondskab, som man havde glemt var en af hovedgrundene til, at humanismen overhovedet opstod. Humanismen var og er modvægten til undertrykkelse og vold, tvang og slaveri, umenneskeliggørelse og misantropi.
Kernen i humanismen bygger på værdighed: at se og behandle ethvert menneske med værdighed og at respektere ethvert menneskes iboende værdighed. Værdigheden er selve mennesket og dermed også menneskeligheden.
Da europæiske ledere for nogle dage siden i regi af EU mødtes for at diskutere mulige sanktioner imod Israel, endte deres møde med enighed om at »holde nøje øje med den israelske stats handlinger«.
Og hermed var det moralske fald endeligt.
Vores europæiske ledere har været vidende om, at krigsforbrydelser har fundet sted i Palæstina siden efteråret 2023. Europæiske menneskerettigheds- og nødhjælpsorganisationer har gang på gang tydeligt lagt frem, hvad der er foregået, i form af journalistik og grundige rapporter. Den europæiske befolkning har tydeligt vist sin utilfredshed med deres politiske lederes manglende handling – og vi har ovenikøbet selv kunnet se, at Palæstina var blevet til et helvede på jord.
Hverken det, at eksperter har bekræftet, at det er et folkemord, der bliver begået af den israelske stat, eller det, at den palæstinensiske befolkning nu dør af sult og bliver vilkårligt skudt, mens de venter på en smule nødrationer, har fået de europæiske ledere eller EU til at handle.
Det kan ikke bortforklares. Det kan ikke rationaliseres. Det er, hvad det er: et farvel til Europa, som vi har kendt det.
De humanistiske værdier er blevet vraget til fordel for de værdier, som vores humanisme oprindeligt tog afstand fra: totalitære idéer om (teknologiske) fremskridt, økonomisk konkurrencedygtighed og magt. Samtidig med at vi ser vores politiske myndigheder ignorere et folkedrab og fortsætte med at samarbejde med og støtte krigsforbrydere (Israel og USA), så bliver også vores egne humanistiske frihedsrettigheder reduceret.
Ytringsfriheden er under alvorligt pres, hvilket meget tydeligt kommer frem i forhold til politiske ytringer om folkedrabet. Et af de seneste eksempler har vi set i Storbritannien, hvor demonstranter, der støtter et frit Palæstina og (ikkevoldelige) politiske aktioner imod våbensalget til Israel, nu kan straffes med op til 10 års fængsel.
Den personlige frihed er man også gået på kompromis med: i Danmark både gennem ansigtsgenkendelse og politiets lovlige adgang til alle borgeres private sociale medier samt ved at give USA myndighed over militærbaser på dansk jord. Det er klart, at en politisk myndighed ikke pludselig bliver så korrumperet, at den støtter et folkedrab, uden at dette også har haft udslag på andre områder.
Der er dog meget dårlige nyheder til de europæiske politikere, der har valgt at fraskrive sig ethvert ansvar i forhold til uhyrlighederne, der foregår i Palæstina, samtidig med at de støtter våbensalget til Israel.
Der er dårlige nyheder til de europæiske politikere, der har mistet deres empatiske evner, da de er i stand til at ignorere, at mennesker nu dør af sult eller bliver skuddræbt, mens de står hungrende og venter på en smule mad.
Den dårlige nyhed, som det er mig en gåde, at EU og vores europæiske ledere ikke har kunnet få øje på endnu (da det er noget, der kan ramme dem selv), er for det første, at når man fodrer et uhyre, så kan det let vende sig imod en – noget, der ville have været sværere, hvis man havde sat foden ned med det samme.
Og for det andet findes der altid en grænse for, hvor langt man kan gå, inden nok er nok. Og hermed sætter Europa sin egen sikkerhed på spil, for det er klart, at hvis der er noget, der kan radikalisere mennesker, så er det at være vidne til, at ens politiske ledere vender det blinde øje til uhyrligheder.
Det har vores politikere dog ikke haft tid til at overveje, da de har været for optagede af at fokusere på en fremtid, hvor “sikkerhed” i form af nye militærbaser og overvågning af borgere er vigtigere end at stoppe et folkedrab, der foregår for øjnene af dem lige nu.
De europæiske ledere har i et blindt hovmod forkastet de humanistiske værdier, som Europa har bygget på, og dermed har de også forkastet idéen om Europa, som vi har kendt den.
